KunstKoncert: Willumsen med Musik

 J. F. Willumsens Museum og Musikpatruljen har i samarbejde udviklet en udvidet kunstoplevelse i form af en række KunstKoncerter med udgangspunkt i de pågældende udstillinger og inviterer til en rejse ind i sanseligheden – både den visuelle og den auditive.

Det er hensigten at KunstKoncerterne ikke blot bringer nye oplevelser til museumsrummet, men at musikken og det auditive aspekt også er medvirkende til at udforske og udvide det sanselige og følelsesmæssige rum, der opstår når billeder og musik mødes. Der vil være særlig fokus på, at hver KunstKoncert skaber et sammenhængende musikalsk og sanseligt forløb fra start til slut, tilpasset udstillingens tematik og ikke blot være vilkårlig musik i forskellige museumsrum.

KunstKoncerterne udfolder sig som sansevandringer gennem museets sale med nøje udvalgte stop foran udstillingernes kunstværker, tilført et spændende repertoireudvalg: En musikalsk tour de chambre.

Der lægges særligt vægt på, at vække nysgerrigheden og åbne for fantasien, når kunstværkerne bliver levendegjort af musikken.

KunstKoncerterne vil være tilgængelige for alle museets gæster, når entréen er indløst.

Hvor: J. F. Willumsen Museum i Frederikssund

Hvornår: Datoer offentliggøres løbende

Alder: Alle

Varighed: ca 45 min